Som at straffe ordblinde for ikke at kunne læse

Når patienten bliver væk fra operationen, skyldes som regel kommunikationsfejl på hospitalet.

To ud af tre patienter, som ikke møder frem til operation og behandling på hospitalerne, forstår ikke de breve og indkaldelser, de har modtaget. Det siger professor Morten Sodemann fra Odense Universitetshospital i DR Nyheder i dag.

Alligevel starter Region Midtjylland nu forsøg med at straffe udebliverne med bøder –  men hvad med at forbedre kommunikationen i stedet?

Sodemann, der er overlæge ved Indvandrermedicinsk Klinik, foreslår at kigge nærmere på de breve og meddelelser, afdelingerne sender ud til patienterne. Han mener, der er meget at hente, og han har helt sikkert fat i den lange ende.

Bødesystemet kommenterer han tørt: ’Det er som at straffe ordblinde for ikke at kunne læse’.

Patienter, der ikke helt forstår, hvorfor de skal behandles og hvad den konkrete behandling eller kontrol er godt for, har ingen høj motivation til at møde op på hospitalet. Er det også uklart, præcis hvor man skal møde op og hvornår, gør det ikke situationen bedre.

Kommunikationsopgaver nedprioriteres ofte i et sundhedsvæsen, som skal effektivisere og præstere, og der er både sløset og dyrt for samfundet. Udeblivelser er et af de områder, hvor bedre kommunikation kan reducere ærgerlige udgifter direkte og mærkbart.

Læs nyheden her

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Pårørende efterlyser bedre besked, og det er der råd for

Seks ud af ti pårørende til kræftpatienter føler sig enten meget eller en del stressede pga. sygdomsforløbet, fremgår det af weekendens Politiken. Det er næppe opsigtsvækkende, men det er til gengæld foruroligende, at mere end halvdelen af de pårørende savner vigtig information fra de sundhedsprofessionelle, som de møder. Resultaterne er en del af professor Mogens Grønvolds forskning med udgangspunkt i undersøgelsen ’Kræftpatientens verden’, men kan formentlig genfindes mange andre steder, hvis nogen havde tid til at spørge.

Lige der kniber det, for tid er som bekendt en mangelvare. Derfor er der brug for at gentænke patientkommunikation og god information til pårørende. Intet overgår den personlige samtale uden tidsbegrænsning, men mange pårørende kan både læse og forstå, hvad de læser.

At skaffe sundhedspersonale på danske sygehuse meget bedre tid synes ikke inden for umiddelbar rækkevidde. Det er derimod bedre informationsmaterialer, som kan læses, lyttes og forstås i patienters og pårørendes eget tempo, uden at der nødvendigvis skal sidde en sundhedsprofessionel ved siden af.

 

Læs mere om pårørende til kræftpatienter Bispebjerg Hospital

Udgivet i Duun Kommunikation, patientkommunikation, patientoplevelser | Skriv en kommentar

Tilfredse patienter vurderer kommunikation mere end behandling

Hvad ville du selv være mest tilfreds med ? Det rundstykke du har valgt at betale for at få serveret på en café eller det rundstykke, du får udleveret gratis i toget.

Sikkert det første, selv om de kommer fra samme bager.

Nogenlunde den effekt har ramt Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), hvor godt 36.000 indlagte patienter har svaret på 23 spørgsmål om deres hospitalsophold. Private hospitaler har ikke overraskende meget mere tilfredse patienter end de offentlige sygehuse: Lad ikke det resultat forlede nogen til at tro, at den type tilfredshedsundersøgelser kan sige ret meget om kvaliteten af behandlingen på sygehusene.

Til gengæld siger undersøgelsen en del om patienternes forventninger og om den måde, man som patient bliver taget imod på og talt til, når man møder behandlere og sundhedsprofessionelle. Det antyder resultatet da også kraftigt, fx når små enheder opnår en højere vurdering end store. At de fleste har højere forventninger og mere positiv oplevelse af et produkt de har købt frem for et, de får forærende, kan næppe overraske.

Manglende, forvirrende eller misforstået kommunikation mellem patienter og behandlingssystem koster ikke bare på point i tilfredshedsundersøgelser. Det koster også på hospitalernes budgetter i form af genindlæggelser og spildte arbejdstimer, der bruges på at rette op på misforståelser og afhjælpe utryghed og nervøsitet hos patienter og pårørende.

Desuden er for ringe kommunikation i høj grad være med til at skabe negative eller urealistiske forventninger til behandlingen.

Så kære hospitaler og behandlingssystem. I stedet for kun at investere i mere kontrol og kvalitetssikring, så prøv også at tage bladet fra munden på rette tid og sted over for  patienter og pårørende.  Prøv at betragte god patientkommunikation som en væsentlig del af et godt behandlingsforløb og som noget, man kan investere i.

Læs om A4s sammenligning af 29 private og 29 offentlige hospitalers tilfredsheds score

Udgivet i Duun Kommunikation, patientkommunikation, patientoplevelser | Skriv en kommentar

Velkommen til min blog

Her vil jeg fremover skrive om sundhed, science, mad og livsstil som er nogle af mine primære arbejdsområder. Dem kigger jeg på med kommunikatørens øje og med  et skarpt øje til strategier og trends i kommunikationen på netop de områder.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar